MY UNIVERSE

MY UNIVERSE

MY UNIVERSE

Bloggen MY UNIVERSE er mit daglige fristed, hvor der skrives om alt mellem himmel og jord.

Mad, bolig, mens grooming og meget andet, vil være dét der bliver de primære omdrejningspunkter.

Spring på, lad dig inspirere af tekst og billeder - og bland dig gerne!

Når smerten tager form og får navn

KøbenhavneriPosted by Peter Wegersleff Wed, January 04, 2017 09:57:20
Jeg har over en længere periode, faktisk et helt år, døjet med smerter i mit højre knæ. Som tiden er gået, er smerten tiltaget i styrke og varighed.

Naturligvis har jeg søgt hjælp. Været hos lægen, gået til Kiropraktor og Fysioterapeut. Uden at noget har hjulpet. Jeg har trænet, med fokus på ben og knæ. Uden at noget er blevet forbedret.

Det dårlige og meget smertende knæ afstedkommer store udfordringer i hverdagen. Banale og basale bevægelser, så som at sidde på hug/knæ har været, og er stadig, umuligt. Bilkørsel samt at sidde stille i samme stilling med bøjet ben, er meget udfordrende. Jeg går dårligt, humper og halter afsted.

Heldigvis har jeg en fantastisk læge. En af de læger som interesseret sig, og følger op på ting. Via ham havnede jeg på Artrose-ambulatoriet på Frederiksberg Hospital. Der gennemgik jeg utallige undersøgelser og blev scannet og scannet, uden at de kunne se om noget var galt. De tømte mig for væske i knæet. Det gjorde ondt, og de daglige smerter tiltog i intensitet. Jeg var nu oppe på at blive smertedækket 24 timer i døgnet.

Langt om længe konkluderede de så, de kloge på Artrose-ambulatoriet, at der skulle en MR-scanning til. Den blev foretaget den 28. december, og dagen efter skulle jeg så møde op til svar.

Og svaret var bestemt ikke hvad jeg havde forventet. Her troede jeg, og for den sags skyld alle andre, at jeg havde et problem med menisken. Men det billede som lægen havde på sin skærm, fortalte en anden historie. Ord som "kæmpecelle", "Cancer" og "Tumor", blev pludseligt, sådan fra det ene sekund til det andet, ord som styrtede min verden i grus. Skræmmende med deres nærvær, sneg ordene sig ind i hvert et fiber af min krop, uden at jeg forstod noget af det der blev sagt. I tankerne passerede mit liv revy, og jeg følte det som om jeg sad i en kapsel. Isoleret og mutters alene. Det er fik mig tilbage til lægens kontor var, at han mente at denne "ting" denne tumor, var godartet. Det syntes han at kunne se ud fra billedet ... Godt så. Jeg så blot en rund ting der var på størrelse med en bordtennisbold.

Jeg blev sendt til røntgenafdelingen. Jeg skulle gå ganske få skridt dertil, men kunne ikke. Mine ben var blytunge, hjertet hamrede og mit blik var sløret af tårer. Jeg var angst, jeg var usikker og følte mig så tom.
Efterfølgende blev jeg sendt hjem. Bare sådan hjem, uden videre. Det var meget frustrerende. For hvad med alle mine spørgsmål, hvad med lidt tryghed?

Nu er det snart en uge siden. Ugen har været lang. Tankerne mange. Smerterne er der stadig, og 24 timer i døgnet bliver jeg mindet om min tumor, denne ting, som har taget bolig i min krop, og som bare æder sig større og større dag for dag.

Godartet? Det er dejligt. Men usikkerheden og angsten nager. Tankerne fylder, og fantasien fejler bestemt ikke noget. For hvad nu hvis ..?

Om et par dage er der svar fra Rigshospitalets Tumorafdeling om det videre forløb. Dagene er lange ...





  • Comments(3)//blog.wegersleff.dk/#post24