MY UNIVERSE

MY UNIVERSE

MY UNIVERSE

Bloggen MY UNIVERSE er mit daglige fristed, hvor der skrives om alt mellem himmel og jord.

Mad, bolig, mens grooming og meget andet, vil være dét der bliver de primære omdrejningspunkter.

Spring på, lad dig inspirere af tekst og billeder - og bland dig gerne!

Kanelbrød

MadPosted by Peter Wegersleff Wed, January 04, 2017 16:36:16

Dej:
25 g gær, 2 dl mælk, 75 g smør, 50 g sukker, et nip salt, 2 æg, kornene fra ½ stang vanille, ca. 500 g mel

Fyld:
125 gram blødt smør, 125 g brun farin, 3 spsk kanel

Glasur:
100 gram flormelis, 2-3 spsk kogende vand.

Opløs gæren i den lune mælk, tilsæt æg, sukker, salt og vanille. Derefter melet - ikke alt på en gang. Ælt dejen godt igennem til den akkurat slipper bord og hænder. Stil den til hævning i et par timer.

Slå den derefter ned, rul den ud ca 30x50 cm, rør fyldet sammen og fordel det på dejpladen. Rul den tæt sammen og læg denne roulade i en stor sandkageform. Lad den efterhæve 30-45 minutter, sæt den i en 200 grader varm ovn og klip derefter rouladen dybt med en saks så der kommer masser af åbninger i den. Bag den i ca. 45 minutter.

Når den er bagt og næsten helt kold, røres flormelis sammen med vand og hældes i zig-zag mønster, sådan lidt sjusket over kagen. Drys evt. med hasselnøddeflager.

  • Comments(1)//blog.wegersleff.dk/#post25

Når smerten tager form og får navn

KøbenhavneriPosted by Peter Wegersleff Wed, January 04, 2017 09:57:20
Jeg har over en længere periode, faktisk et helt år, døjet med smerter i mit højre knæ. Som tiden er gået, er smerten tiltaget i styrke og varighed.

Naturligvis har jeg søgt hjælp. Været hos lægen, gået til Kiropraktor og Fysioterapeut. Uden at noget har hjulpet. Jeg har trænet, med fokus på ben og knæ. Uden at noget er blevet forbedret.

Det dårlige og meget smertende knæ afstedkommer store udfordringer i hverdagen. Banale og basale bevægelser, så som at sidde på hug/knæ har været, og er stadig, umuligt. Bilkørsel samt at sidde stille i samme stilling med bøjet ben, er meget udfordrende. Jeg går dårligt, humper og halter afsted.

Heldigvis har jeg en fantastisk læge. En af de læger som interesseret sig, og følger op på ting. Via ham havnede jeg på Artrose-ambulatoriet på Frederiksberg Hospital. Der gennemgik jeg utallige undersøgelser og blev scannet og scannet, uden at de kunne se om noget var galt. De tømte mig for væske i knæet. Det gjorde ondt, og de daglige smerter tiltog i intensitet. Jeg var nu oppe på at blive smertedækket 24 timer i døgnet.

Langt om længe konkluderede de så, de kloge på Artrose-ambulatoriet, at der skulle en MR-scanning til. Den blev foretaget den 28. december, og dagen efter skulle jeg så møde op til svar.

Og svaret var bestemt ikke hvad jeg havde forventet. Her troede jeg, og for den sags skyld alle andre, at jeg havde et problem med menisken. Men det billede som lægen havde på sin skærm, fortalte en anden historie. Ord som "kæmpecelle", "Cancer" og "Tumor", blev pludseligt, sådan fra det ene sekund til det andet, ord som styrtede min verden i grus. Skræmmende med deres nærvær, sneg ordene sig ind i hvert et fiber af min krop, uden at jeg forstod noget af det der blev sagt. I tankerne passerede mit liv revy, og jeg følte det som om jeg sad i en kapsel. Isoleret og mutters alene. Det er fik mig tilbage til lægens kontor var, at han mente at denne "ting" denne tumor, var godartet. Det syntes han at kunne se ud fra billedet ... Godt så. Jeg så blot en rund ting der var på størrelse med en bordtennisbold.

Jeg blev sendt til røntgenafdelingen. Jeg skulle gå ganske få skridt dertil, men kunne ikke. Mine ben var blytunge, hjertet hamrede og mit blik var sløret af tårer. Jeg var angst, jeg var usikker og følte mig så tom.
Efterfølgende blev jeg sendt hjem. Bare sådan hjem, uden videre. Det var meget frustrerende. For hvad med alle mine spørgsmål, hvad med lidt tryghed?

Nu er det snart en uge siden. Ugen har været lang. Tankerne mange. Smerterne er der stadig, og 24 timer i døgnet bliver jeg mindet om min tumor, denne ting, som har taget bolig i min krop, og som bare æder sig større og større dag for dag.

Godartet? Det er dejligt. Men usikkerheden og angsten nager. Tankerne fylder, og fantasien fejler bestemt ikke noget. For hvad nu hvis ..?

Om et par dage er der svar fra Rigshospitalets Tumorafdeling om det videre forløb. Dagene er lange ...





  • Comments(3)//blog.wegersleff.dk/#post24

Jødekager

MadPosted by Peter Wegersleff Mon, October 17, 2016 17:24:16
Jeg er ikke helt skarp på, hvor vidt disse kager stadig må kaldes for Jødekager, men jeg vover pelsen.

Opskriften stammer fra min fars faster, Ellen.

Hun var frøken hvilket jeg som barn fandt vildt eksotisk. Hun var en elskelig person, og barnløs som hun var, kastede hun sin kærlighed over mig. Hun var modist og havde atelier og butik i Elmegade, i barndomsbyen. Jeg tilbragte mange timer hos hende. Både i hendes atelier og hendes hyggelige, varme og kærlige privathjem. Jeg spekulerede ikke så meget som et sekund over, hvorfor hun var frøken, men lappede grådigt hendes varme og hengivne opmærksomhed i mig. Hun var meget om mig, og sagde altid "du er noget særligt, dig skal vi passe på". Heller ikke det forstod jeg, men hver gang hun sagde det, blev hun så fjern i blikket. Som barn tænkte jeg ikke nærmere over det.
Tankerne fik først form som voksen ... Først som voksen forstod jeg, hvorfor hun var frøken, og hvad det var, hun altid sagde til mig.
Den historie må jeg fortælle en dag. For den er værd at kende.

Men nu skal det jo handle om hendes fantastiske Jødekager, og ikke om så meget andet!

Hendes Jødekager var elsket af alle i familien. Ingen kunne bage dem som hun.
Opskriften har været forsvundet i mange år, men nu er den dukket op, og jeg har prøvebagt dem. Med et aldeles godt resultat. De er som jeg husker dem. Tykke, ikke særligt søde og meget sprøde. Opskriften er ganske enkel, og kommer her:

350 g. hvedemel, 200 g. smør, 85 g. sukker, ½ tsk. hjortetakssalt, 1/4 tsk. kardemomme, 1/4 tsk. stødt kanel, reven skal af ½ citron, 1 sammenpisket æg.
---
Smuldr det tempererede smør ud i melet, tilsæt de øvrige ingredienser og ælt hurtigt dejen sammen til en ensartet og smidig dej. Stil den på køl en time eller to. Tag den ud en halv time inden den skal anvendes.
Rul dejen tyndt ud, stik den ud og læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensel med sammenpisket æg, drys med hakkede mandler og kanelsukker.
Bag de fine småkager i 7 -8 minutter ved 200 grader.

  • Comments(0)//blog.wegersleff.dk/#post23

Syltede rødløg

MadPosted by Peter Wegersleff Mon, September 05, 2016 15:31:54
Fra en god ven har jeg fået opskriften på disse fantastiske syltede rødløg. Krydrede og aromatiske i smag, er de den perfekte ledsager til alt der rimer på "mormormad"; - og det uagtet om man kan lide løg eller ej.
De er meget nemme at fremstille. Opskriften får du lige her:

Syltede rødløg
2½ dl hvid balsamicoeddike eller hvidvinseddike, 2½ dl æblecidereddike, 300 g. rørsukker, 1 spsk. blandede peberkorn, ½ spsk. hele nelliker, 2 stk. stjerneanis, 2 laurbærblade (gerne friske), 4 rødløg.

How to do it:
1. Kom de to slags eddike i en gryde sammen med rørsukker og krydderier. Kog op, og lad lagen simre under låg i 10 minutter.
2. Pil imens løgene og skær dem i tynde skiver.
3. Tag gryden af varmen, og kom løgringene i den varme lage. Lad det hele køle af i gryden.
4. Hæld løg, lage og krydderier i skoldede sylteglas og sæt dem i køleskabet.

De syltede rødløg kan spises med det samme, men jeg synes de bliver bedre når de har fået lov til at "sutte" godt rundt i lagen et stykke tid. Men smag og behag er jo forskellig.

  • Comments(0)//blog.wegersleff.dk/#post22

Lyst til eller behov for? Et spørgsmål om at forfølge en livsdrøm

My hood - ØsterbroPosted by Peter Wegersleff Sun, August 28, 2016 12:10:29

I mange år har jeg haft en ønske om at læse teologi, og efter det, påbegynde præsteuddannelsen.

Gennem årene har der bare været så meget der talte imod. Måske nok mest, at jeg havde min "karriere" i erhvervslivet, og havde travlt med det.
Dette har så afstedkommet, at ønsket om at påbegynde et studie blev skubbet i baggrunden. Men det har altid ligget i baghovedet. Og ofte har det været i mine tanker. Specielt i de mange alenestunder rundt omkring på hoteller i ind- og udland. Mit arbejde gjorde, at jeg levede meget i en kuffert. Og hvor eksotisk det end måtte lyde at rejse rundt, så er det på mange måder ensomt. De mange, og ofte lange, aftenstunder på hoteller rundt omkring i europa, gav luft, tid og rum til mange tanker. Men det blev aldrig til mere og andet. Jobbet konsumerede alt.

Men nu er tiden der. I min høje alder af 57 år, er jeg klar.
Indskrivelse på Københavns Universitet kan først ske om lidt over et halvt år, så jeg har stadig tid til at fordybe og undersøge, og finde ud af alt det praktiske omkring det at påbegynde et studie.
Jeg er af den faste overbevisning at det aldrig er for sent at springe ud i noget nyt. Noget en god ven da også bekræftede mig i forleden. Han er selv, som 50-årig, i gang med sin fjerde uddannelse.

Så ja! Jeg er på mange områder så klar til teologistudiet. Jeg ved, at det vil udfylde et enormt tomrum, og måske gøre mig mere "hel". Jeg ved det jo ikke, men jeg bliver nødt til at prøve.

Nu er spørgsmålet så bare om jeg kan komme ind på studiet. Det vil tiden vise. Men jeg håber, jeg ønsker og jeg tror!

  • Comments(0)//blog.wegersleff.dk/#post21

GUERLAIN CORIOLAN

Mens CornerPosted by Peter Wegersleff Tue, April 19, 2016 09:56:08

CORIOLAN
- den glemte Guerlain duft.

Da Jean Paul Guerlain i 1998 skabte denne herreduft, var det med det for øje, at hylde den kontrastfulde mand. Altså ham der tør vise sine mange facetter.
Inspirationskilden var den Romerske general Coriolanus, som i antikkens Romerrige var kendt som en magtfuld, viljestærk og stolt general og hærfører.

CORIOLAN er en såkaldt Chypreduft. Skabt med træagtige undertoner. Varm og krydret, er det en herreduft der "hænger ved", og derfor skal bæres af en mand der tør bære en karakterfuld duft, - eller rettere skulle bæres af ... For CORIOLAN eksisterer ikke længere. Jovist, på nettet kan den stadig købes, men i de prægtige Guerlainbutikker i Paris, er den for længst forsvundet fra hylderne.

Og det var den faktisk også fra min hukommelse. Og dette selvom jeg dengang i 1998, var med til at lancere den. Så det store indtryk har den altså ikke gjort.
Men så, lige pludseligt dumpede den ind i mit liv igen i går aftes. Under en middag hos prægtige venner. Jeg husker ikke hvordan samtalen pludseligt faldt på Guerlain, men inden jeg så mig om, stod der en flakon CORIOLAN foran mig.
Og så vældede minderne pludseligt frem, og de blev naturligvis forstærket da jeg prøvede duften.

Det var stort.

Og nu står den her ved min side. Om jeg vil anvende den, eller om den skal indgå i min omfattende duft- og parfumesamling, ved jeg endnu ikke. Lige nu nyder jeg bare at have fået den. Tak til dig Henrik.



  • Comments(1)//blog.wegersleff.dk/#post20

Klar Seifen Barbersæbe

Mens CornerPosted by Peter Wegersleff Tue, March 15, 2016 10:55:46

Jeg hører til den kategori af mænd, som elsker min enestund på badeværelset om morgenen. Og jeg giver mig tid til det. Står lidt tidligere op, for netop at kunne hellige mig en kostbar og lækker stund, med mit helt eget morgenritual: Barbering med kost og sæbe.
Intet er bedre. Dagen starter bare så godt, på denne måde.

For tiden bruger jeg en barbersæbe fra det tyske firma Klar Seifen.
Det er en lækker lille kompakt sag, emballeret i en tidsløs metaldåse. Brugt med en våd barberkost, skummes den op i hånden til det blødeste og lækreste skum. Fordelt på skægstubbene med kosten, giver sæben en perfekt, flot og skånsom barbering. Huden efterlades babyblød, og bliver endnu blødere når jeg lige slutter af med lidt fugtighedscreme.
Klar Seifen barbercreme er så ganske afgjort et hit i mit liv, sådan lige nu og for tiden. Barbersæben jeg har, hedder "Klassisk", men den findes også i to andre varianter. En der dufter af Sandeltræ, og en de kalder for "Sport" - hvad det så end dækker over.
Lige meget hvad, så er det en daglig fornøjelse at bruge barbersæben. Den dufter skønt, og så er den drøj. Jeg har nu brugt den dagligt i en uge, og kan ikke se at den er blevet mindre. Sagt med andre ord, så er en barbersæbe utrolig drøj, og dermed økonomisk, i brug.
Jeg går aldrig tilbage til barberskum på dåse. Aldrig. Den tid er for længst forbi for mit vedkommende. Klar Seifen barbersæbe indeholder 110 g. og koster kr. 195,- og som sagt, så er den drøj, og du har du den derfor i evigheder.
Den forhandles hos www.proshave.dk














  • Comments(2)//blog.wegersleff.dk/#post19

Hjemmebagte Hindbærsnitter

MadPosted by Peter Wegersleff Sat, February 27, 2016 18:06:11

Hvis du er en af dem der elsker hindbærsnitter, ja så er det et absolut must selv at bage dem. Hjemmebagte hindbærsnitter smager vanvittigt godt, er hurtige og nemme og lave, og så bliver du fuldstændig afhængig af dem.
Men bedst af alt: du står undrende tilbage og forstår ikke, hvorfor du først nu har kastet dig ud i selv at bage dem.

Opskriften er lige her!



Hindbærsnitter

Dej: 200 g smør, 350 g hvedemel, 150 g flormelis, korn fra ½ vanillestang, 1 æg

Fyld: hindbærmarmelade

Pynt: hvid glasur af 200 g flormelis og 2 spsk kogende vand

Skær smørret i små stykker og smuldr det i melet. Tilsæt flormelis og vanillekorn. Bland det sammen. Tilsæt det sammenpiskede æg, og ælt hurtigt dejen sammen. Læg den på køl en times tid.

Del dejen i 2 portioner. Rul hver portion ud ca. 20 x 30 cm. Del igen dejen på langs og bag de 4 dejplader på en plade med bagepapir, ved 190 grader i ca. 10 minutter indtil de er let gyldne.

Lad pladerne køle helt af på en bagerist.

Smør marmeladen på 2 af pladerne. Læg de to andre plader over, og pynt med glasur. Skær kagerne i 5-6 cm snitter.



  • Comments(0)//blog.wegersleff.dk/#post18
Next »